Lystfiskeri

Grønlands ørredfiskeri er for kræsne kendere, der vil have en vildmarksoplevelse i afsidesliggende fjelddale med uberørte elve, der byder på hurtigtstrømmende klarvandsfiskeri.

Snart begynder en kort, intensiv sæson!

Når fjeldørreden kommer ind i de grønlandske fjorde er vi godt klar over, at lystfiskeren for længst har planlagt sin rejse, klargjort fluestængerne og pakket sit fiskegrej. Vi ved det, for de banker utålmodigt på døren i juli måned, så snart fiskene i stort antal trækker op i elvene for at reproducere.

Fjeldørrederne med kraftfulde vrid og lange løb trækker rundt med fiskerne i en duel, der udfordrer begge parter, og som ikke er uden sammenligning med den kamp, som atlanterhavslaksen kan diske op med.

Ørredelve i Vestgrønland

I Vestgrønland er fiskeriet koncentreret omkring især Sisimiut, Maniitsoq og Kangerlussuaq, hvor der er to håndfulde elve med stærke lystfiskeprofiler på kyststrækningen.

Fiskedestinationerne er vildmarksoplevelser, der kun kan nås med båd eller helikopter og hver elv har som regel ikke mere end 6 til 12 fiskere ad gangen, så denne lille gruppe nørder får adgang til eksklusive fjeldørred oplevelser.

Lokale operatører med indgående kendskab4 til landskaberne og fiskeriet sørger for camps og transportlogistik i samarbejde med professionelle fiskeguider, og der er både fluefiskeri og fiskeri med spinnerstang i juli og august måned.

Lystfiskeriet foregår med kroge uden modhager, fiskerne tager kun de fisk, de kan spise undervejs på turen, og alle levende fangster udsættes igen.

    • Besøgende, der ønsker at fiske i Grønland, skal købe gyldig fiskerilicens, som koster 75,- for én dag og 200,- for en uge.  Find vejledningen til hvordan du får fisketegn her.
    • Adgangen til stort set alle ørredelve kræver, at man enten flyver eller sejler til destinationen, og i den forbindelse skal du være opmærksom på, at ved sejlads skal både være godkendt til passagersejlads

Lystfiskeri i Sydgrønland

Sydgrønland kaldes også Grønlands spisekammer, og lokalbefolkningen har siden de første immigranters ankomst kendt til elve rige på fjeldørreder i regionen.

Ved gården Ipiutaq nær Narsaq, og på elvene længere inde i Tunulliarfik, også kendt som Eriksfjord, er der fra midten af juli til september optimale forhold til brug af både spinner og fluestang. Ipiutaq er en hyggelig, mindre elv, mens andre klarvandede elve i området egner sig godt til fluefiskeri, og de uklare elve, der strømmer direkte fra indlandsisen, er gode til spinnerfiskeri.

Tilgængeligheden til de enkelte elve gør det muligt at købe dagsture, især fra Narsarsuaq, og vi oplever en del fiskere, der på den måde bruger området som en à la carte menu af muligheder, man kan kombinere efter eget behov.

Vores kultur og elvfiskeri

Hvis du får tid til at kigge væk fra elven og har et øjeblik, hvor der ikke skal fortælles fiskeskrøner, så er det værd at dykke ned i de kulturelle oplevelser, som er en del af landskabet.

I Sydgrønland er nordbokulturens mange ruiner en påmindelse om skiftende bølger af indvandrere i en region nært forbundet med transatlantiske sejlruter, og nordboernes landbrugstraditioner lever videre i dag med gårdsamfund og fårehold.

I Vestgrønland er lokale familier kommet på flere af ørredelvene gennem generationer. Familier slår lejr eller kommer på besøg i weekenden henover sommeren, og du vil ofte opleve, at der ryges fisk i ovne bygget af naturmaterialer. Lokale og lystfiskere har samtidig vidt forskellige fiskepladser langs en elv med rigelig plads, så I kan færdes i området uden at forstyrre hinanden.

Find vejledningen til hvordan du får fisketegn her.

Walking in the land road in the summer in south Greenland. Photo by Aningaaq R Carlsen - Visit Greenland

Vandring

Følg vandreruterne for at nå op på fjeldtoppene og for at vandre over store afstande eller sæt din egen rute så går du nemlig ikke i andre fodspor end dine egne.

Kayaking along the cliffs of the Kangerlussuaq fjord in Greenland. Photo by Mads Pihl - Visit Greenland

Kajaksejlads

Kajakken er et kulturelt bindeled mellem Grønlands første immigranter og nutidens adventure ekspeditioner og hverdagens naturkajakoplevelser.

Fixing The Lines. Photo by Aningaaq R Carlsen - Visit Greenland

Hundeslædekørsel

Kulde og sne er ingen hindring for de naturmæssige og kulturelle indtryk, der varmer helt ind i sjælen på en hundeslædetur. Prøv det sammen med os!